Enden er nær

Så er det her: sidste blogindlæg i denne omgang. To måneders odyssé nærmer sig med hastige skridt sin afslutning. Mandag morgen klokken syv sætter jeg igen fødderne på dansk jord, og det bliver sgu dejligt.

Jeg savner at være i vante omgivelser. At kunne traske ind i køkkenet og smide tøjet i min egen vaskemaskine i stedet for at køre rundt og lede efter et møntvaskeri. At kunne cykle fem minutter og være på arbejde i stedet for at køre ni timer i bil for at lave en reportage. At kunne ligge på sofaen og slappe af i stedet for at sidde i timevis og hamre i tasterne.

Forstå mig ret: Det har været en fantastisk oplevelse at være rejsende reporter, men nu er jeg ved at være mæt. Og så savner jeg selvfølgelig også at være sammen med mine venner, kolleger og familie. Det bliver hurtigt ensomt at være alene med sig selv i så lang tid. Så godt selskab er jeg heller ikke ...

Det har hjulpet, at jeg siden i søndags har været sammen med 15 flinke kolleger på mit efteruddannelseskursus under kyndig ledelse af DR's tidligere USA-korrespondent Kim Bildsøe Lassen. Bare det at tale dansk hver dag er skønt.

Lige nu er vi i Little Rock, Arkansas. Her har vi besøgt to kirker - en sort og en hvid - set Bill Clintons præsidentbibliotek og fået en rundvisning i byen af en historieprofessor. Vi begyndte i Washington D.C., hvor vi søndag aften fik en update på valget af DR's nuværende korrespondent Steffen Gram. Mandag besøgte vi American Enterprise Institute, en konservativ tænketank, og den danske ambassade, hvor ambassadøren Friis Arne Petersen (og nej, han hedder ikke Arne Friis), gav sit syn på valgkampen - uden for referat, selvfølgelig. Dagen sluttede med et oplæg om racespørgsmålets betydning af en sort fotograf, som Kim Bildsøe har brugt, da han arbejdede her i USA.

Tirsdag fløj vi til Columbus, Ohio, grotesk tidligt om morgenen. Her hørte vi et oplæg af en professor i statskundskab på Ohio State University - landets største universitet - og senere besøgte vi Republikanernes hovedkvarter i Ohio, hvor vi fik indblik i, hvordan partiet bedriver valgkamp - også uden for referat, så I får ingen saftige detaljer eller insider-informationer her.

Onsdag besøgte vi The Columbus Dispatch, byens største avis, det lokale Veterans Center, hvorefter vi kørte til byen Wooster, hvor Joe Biden skulle holde tale. Det tog et par timer at køre derop fra Columbus, og da vi kom derop, var der en kæmpekø, så vi stod og stegte i aftensolen i en times tid, inden vi slap ind på græsset foran College of Wooster, hvor den demokratiske vicepræsidentkandidat holdt en tale, der var pæn uden at være prangende. Men det var da sjovt at opleve et 'rally' på tæt hold.

I går kom vi så til Little Rock efter at have fløjet en kæmpe omvej. Vi skulle nemlig flyve via Denver, og det skal vi igen i morgen, så holdt op imod, hvad vi har fået ud af tiden her i Little Rock, var det lidt spild af tid at bruge så lang tid på transport. Men det kunne ikke være anderledes.

I morgen går turen så til Washington D.C. igen, hvor vi søndag morgen har det sidste oplæg, som en valgstrateg fra Demokraterne skal levere. Forhåbentlig har vi kræfter til at male byen en smule rød i morgen. Det savner jeg lidt. Sidste weekend i Washington D.C. var jeg "i byen" for første gang i en måned, da Anne var her. Vi mødtes med Eleni, som Anne mødte i Australien for 10 år siden, og som bor og arbejder i Washington D.C. Hun tog os med ud at spise og hen på en fancy bar, hvor den stod på mojitos og gin tonic. Nam-nam.

Apropos: Det kunne jo være meget rart at drikke et par øl med de af jer, der har lyst og mulighed for at gøre det københavnske natteliv usikkert den kommende weekend, så jeg kan høre, hvad I alle har bedrevet de seneste to måneder. Det må vi se på, når jeg vender hjem.

Denne gang kan jeg ikke skrive "fortsættelse følger". Så jeg vil i stedet slutte med et: "Jeppe Dong Abrahamsen, signing off".

En trist dag

Jeg er billøs. Hævneren er netop blevet afleveret - i hel tilstand vil jeg lige fastslå. Det var vemodigt at sige farvel til dette fantastiske fartøj, der har fragtet mig (og Jens) rundt i USA de seneste seks uger. Men jeg fik da ekspedienten i udlejningsfirmaet til at forevige mig og Hævneren, så jeg kan kigge på billedet og mindes 'life on the road' ;-)

Det var meningen, at jeg skulle have været i New York i dag og høre Barack Obama og John McCain tale ved en 9/11-mindehøjtidelighed på Columbia University. Havde søgt om akkreditering, men fik afslag. Godt det samme, for jeg havde faktisk ikke haft tid til at rive en dag ud af kalenderen for at køre hele vejen til New York og tilbage igen.

Derfor er jeg stadig Washington D.C., hvortil jeg ankom i tirsdags og indlogerede mig på Hotel Harrington, hvor Jens og jeg boede for seks uger siden. Jeg har dog ikke lavet andet end at arbejde, mens jeg har været her - eller det passer ikke, for jeg brugte en del tid går på at finde ud af, om det var muligt for mig at se fodboldlandskampen mellem Danmark og Portugal på nettet. Det var det ikke. Desværre. For det var da vist en vanvittig kamp med et for en gangs skyld lykkeligt resultat set med danske øjne.

Da jeg skrev sidst, var jeg i Mount Airy i Maryland, en times kørsel nord for D.C. I en nærliggende by kaldet Marriottsville interviewede jeg i lørdags et dansk-amerikansk ægtepar, Knud og Helene Harbom. Det var et interessant møde med nogle vældigt flinke mennesker. De har boet i USA i 30 år, og selv om deres danske var upåklageligt, sneg der sig alligevel et par amerikanske gloser ind en gang imellem. De var så flinke at invitere mig ud at spise om aftenen - ja, de ville sågar have, at jeg skulle overnatte hos dem i deres smukke hjem - så vi fik rig lejlighed til at diskutere politik og sammenligne Danmark og USA. Det var en hyggelig aften. Hvad der kom ud af interviewet, kan I læse i metroXpress om en måneds tid, vil jeg tro. Det vil nok overraske mange, hvad Helene og Knud har at sige.

Helene er blevet amerikansk statsborger, og Knud er ved at blive det, men de holder uendeligt meget af Danmark stadigvæk, fortalte de. Men de kunne slet ikke genkende USA, når de var i Danmark og så tv-nyheder eller læste avisartikler om USA, sagde de - ligesom de dog heller ikke altid kunne genkende Danmark, når de så et nyhedsindslag om deres fædreland på amerikansk tv. Så de lagde meget vægt på, at jeg som journalist havde et kæmpe ansvar for at sørge for, at der blev rettet op på det.

Da jeg i går interviewede Helle Dale, en dansk forsker/kommentator fra den konservative tænketank Heritage Foundation, nævnte hun også, at det er hendes indtryk, at danskere - og europæere i det hele taget - ofte har et forkert billede af USA, amerikanere og ikke mindst amerikansk politik. Og gentog Knud og Helene Harboms bøn om at rette op på miseren.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg også ofte har følt, at dækningen af USA i de danske medier ikke altid stemmer overens med den virkelighed, jeg selv har oplevet de gange, jeg har rejst herovre, og dengang jeg boede herovre. Men denne tur som rejsende USA-korrespondent har omvendt også givet mig indsigt i, hvor svært det egentlig er at formidle det, man ser, i en kontekst, der er loyal over for det emne, man formidler, når det ramler sammen med de opfattelser, fordomme og indgroede "sandheder", der er om USA hjemme i Danmark.

Mange danskere føler jo tit, at de kender USA, selv om de aldrig har været i landet, fordi de ser film og tv om landet, kender stjernerne, læser bøger om dets politik, historie, kultur osv og følger nyhedsdækningen via aviser, tv-nyheder og diverse blogs og hjemmesider. Men når man er herovre og dykker ned under overfladen, ser man også med egne øjne, hvor vildt anderledes USA kan være. Der er mange aspekter af USA, der er vildt underrapporterede, og det er næsten uundgåeligt med så stort et land, der rummer så mange variationer og ofte modsatrettede tankesæt i befolkningen. Det er bare hulens svært at vise de ukendte sider af USA på en måde, så man i Danmark forstår disse sider, fordi man først skal nedbryde væggen af fordomme, opfattelser og indgroede "sandheder". Men der er jo ikke andet for end at gøre forsøget.

Faren er dog, at læserne ikke tror på det, man skriver, fordi det ikke stemmer overens med det, læserne "ved" om USA, og så er det unægteligt nemmere at stemple journalisten som uvidende og farvet. Det sidste har jeg fået at føle allerede. En venlig sjæl har nemlig gjort mig opmærksom på, at mine USA-artikler følges tæt på bloggen Uriasposten. Manden bag bloggen beskriver sig selv som nationalkonservativ, og han bryder sig ikke om dele af min dækning. I dag har han eksempelvis dedikeret et helt indlæg til mig. Læs her: http://www.uriasposten.net/?p=6141

Kritik af mit arbejde er altid velkommen. Det er jo en fornøjelse at se som journalist, at ens arbejde sætter noget i gang blandt læserne - hvad enten det så er vrede, eftertanke, glæde eller hovedrysten. Og jeg bilder mig bestemt ikke ind, at det, jeg skriver, tilnærmelsesvist er "sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden". Det er et udsnit af sandheden - en måde at vise, at sådan her er USA også. Og hvad jeg selv synes om USA, er helt og aldeles ligegyldigt i den sammenhæng. Faktisk synes jeg, det mest interessante ved denne tur har været at møde mennesker, der står for, tror på og har helt andre ideologiske ståsteder end mig selv. Det har nemlig udfordret - og i nogle tilfælde bekræftet - mine egne fordomme og gjort mig klogere.

Alt dette er værd at huske på for mig, når jeg skal skrive de sidste artikler. Først skal jeg dog lige have overstået de sidste to interviews. Det sker i morgen - et af dem i selskab med Anne, der kommer ned fra New York og tilbringer weekenden sammen med mig. Det betyder, at jeg får lov til at lege turist igen på lørdag. Det glæder jeg mig til. Søndag begynder mit kursus, og så går turen snart mod København igen. Men, men, men: Fortsættelse følger.

Hævneren kører på sidste tank

Man får et perverst forhold til afstande, når man kører bil i USA. Ni timers kørsel gennem tre-fire stater er efterhånden bare en lille sviptur. Derfor synes de 7.800 miles, som triptælleren nu står på, egentlig heller ikke at være så slemt, selv om det på et kort ser helt vanvittigt ud. Men nu er det snart slut. Hævneren kører på sidste tank.

Siden sidste 'rigtige' indlæg fra konventet i Denver, har jeg nemlig bevæget mig hele vejen tilbage til østkysten og nærmer mig kraftigt endestationen, Washington D.C.. Lige nu er jeg i Mount Airy, Maryland, og sidder for gud ved hvilken gang på et motelværelse og hamrer i tasterne. Jeg har lige oplevet regn for første gang i flere uger - et forvarsel om, at der ifølge vejrudsigten kommer massive regnskyl i området i morgen på grund af den tropiske storm Hanna, der, efter at den går i land i South Carolina, ventes at dreje nordpå og træffe Maryland. Dog uden lige så kraftige vindstød, som dem South Carolina får at føle.

Hvor skal jeg dog starte?

Konventet i Denver var fascinerende at opleve, men i sig selv ikke synderligt interessant. Man bliver efterhånden træt af at høre på de mange taler fra mænd i slips og habit og kvinder i spadseredragt. Bortset fra når talerne hedder Hillary eller Bill Clinton, Joe Biden, Ted Kennedy, John Kerry og Barack Obama selvfølgelig.

Sidstnævnte er kendt for sine oratoriske evner, og det var da også en helt speciel oplevelse at sidde på Invesco Field og høre ham tale (billedet). Ikke at talen var så spektakulær som flere af hans andre taler, men at han har ordet i sin magt, kan man ikke tage fra ham. De 80.000 tilskuere var i hvert fald ellevilde, skal jeg hilse og sige.

Som politisk begivenhed var konventet også interessant på flere måder. Det var så gennemkoreograferet, at det næsten var for meget. Alle taler - på nær Bill Clintons og guvernør Brian Schweitzers - var clearet på forhånd af Obamas folk. Ikke ret meget var overladt til tilfældighederne. Og da Obama sluttede af med at samle sin og Joe Bidens familie på scenen foran de græske skumsøjler, var det sikkert heller ikke en tilfældighed, at det skete til tonerne af musikken fra filmen 'Remember the Titans'. Jeg har ikke set det omtalt nogle steder, så jeg ærgrer mig lidt over, at jeg ikke fik det inkorporeret i min artikel om talen. For symbolikken er til at tage at føle på.

'Remember the Titans' er baseret på en virkelig historie om et high school football-hold i Alexandria, Virginia, der i 1971 som det første samlede sorte og hvide spillere på samme hold, fordi to gymnasier blev slået sammen til et. Beslutningen udløste et ramaskrig - ikke mindst, fordi en sort mand blev udpeget som træner. Men spillerne fandt sammen på tværs af racer og gik ubesejret igennem sæsonen. En ren Askepot-historie. Det var dét, musikken skulle illustrere: At USA med Obama og Biden ved roret forenes og lægger racespørgsmålet bag sig. Et budskab, der meget kløgtigt og subtilt var tvunget til at blive pakket ind i et stykke musik, når nu Obama selv ikke er meget for at 'spille racekortet', men som ikke desto mindre var til stede.

Som I sikkert har set i avisen, var tiden i Denver præget af, at jeg skulle skrive mange artikler til den gratisgrønne. Derfor nåede jeg heller ikke at tilbringe så meget tid med Julie og Garth Weinstein og deres tre børn, Servas-familien jeg boede hos. Jeg skulle have holdt foredrag på børnenes skole, men det nåede jeg simpelthen ikke. Det kunne ellers have været skægt.

Efter konventet drog jeg til Iowa for at lave reportage. Her kørte jeg på landevej meget af tiden, og det var en kærkommen afveksling fra de ofte småkedelig stræk på motorvejen, hvor der ikke er meget at se undervejs. Det var der i Iowa, hvor de mange majsmarker og det bakkede terræn i den landlige idyl, var en fornøjelse at køre igennem.

Næste stop var Michigan, hvor jeg indlogerede mig hos min sidste Servas-familie i Bloomfield Hills nær Detroit. Bloomfield Hills er et rigmandskvarter, så det var et rent luksusliv, jeg fik indblik i. Huset, som Jeannie Wonders og tre af hendes fire børn bor i, var koloenormt. Jeannie er tidligere børsmægler, men nu hjemmegående, og hvordan hun har råd til at bo i den kæmpe kasse med fire børn, ved jeg ikke. Spurgte heller ikke, men går ud fra, at hun enten tjente styrtende med penge, da hun arbejdede, så hun nu kan leve af formuen, eller at hun tjente godt på den skilsmisse, jeg formoder, hun er gået igennem. Der var i hvert fald ingen mr. Wonders.

Børnene går eller har gået på Cranbrook, en af USA's fineste - og dyreste - privatskoler, som jeg fik lejlighed til at se noget af, da Jeannie slæbte med mig til et arrangement, som finder sted hvert år umiddelbart inden skolestart. Jeps, amerikanerne er først lige begyndt i skole her den 1. september. Det var surrealistisk at være til det arrangement og se på cremen af Michigans ungdom og deres stilige forældre. Her var botox, selvbruner, sejlersko og juveler i lange baner, og jeg følte mig i den grad malplaceret i min forvaskede T-shirt og Converse-sko. Jeg er slet ikke bygget til den slags jet-setteri, kunne jeg mærke.

Med mange penge på kistebunden er det ikke mærkeligt, at Jeannie og resten af familien er Republikanerne. Derfor var det en fornøjelse at se nogle af talerne fra Republikanernes konvent sammen med den ældste, hjemmeboende søn, Grant, på 18 år. Grant ved, hvad han taler om, når det gælder politik. Han har arbejdet i Senatet som piccolo/bud ('page' på engelsk - ved ikke helt, hvordan man skal oversætte det), et job man skal udvælges til af sin hjemstats senatorer. Det er noget af nåleøje, så han og Jeannie var med rette stolte af det. På kontoret i huset hang der billeder af Grant med Bill Clinton, Grant med Condoleezza Rice, Grant med Senatets flertalsleder Harry Reid og Grant med den nu tidligere republikanske senator Bill Frist - alle signeret, of course. Fra i dag er Grant i øvrigt ikke længere hjemmeboende, idet han nu begynder på universitetet. Harvard, selvfølgelig - kun det fineste er godt nok. Han blev også optaget på Stanford, Yale og Princeton, så han har kasketten skruet rigtigt på.

I går ankom jeg så til New York og indlogerede mig for tredje gang på seks uger i Annes lejlighed i Jersey City. Årsagen til, at jeg tog tilbage til New York, var, at jeg skulle ind og åbningskampen på den nye NFL-sæson mellem New York Giants og Washington Redskins. Som det altid er tilfældet, når jeg ser NFL live, var det en røvsyg kamp, men stadig en fantastisk oplevelse at være på stadion. Især før kampen, hvor fansene skabte en forrygende stemning uden for stadion, og kort før kickoff, hvor den nu pensionerede Giants-spiller Michael Strahan hoppede ud af en kæmpe kopi af Super Bowl-trofæet - med det rigtige Super Bowl-trofæ i hånden - for at sige tak til fansene og præsentere sine tidligere holdkammerater, de forsvarende Super Bowl-mestrene. Der lød et kæmpe brøl, som kunne høres selv gennem glasruden ind til presseboksen, hvor jeg sad.

For en gangs skyld skal jeg ikke videre her fra Mount Airy efter kun én overnatning, som det ellers har været tilfældet de seneste mange dage. Jeg bliver her indtil mandag, så jeg kan få skrevet en masse. I morgen har jeg dog et interview et kvarters kørsel her fra, og søndag tror jeg, at jeg vil gøre noget utraditionelt: holde fri. Jeg har ikke haft en fridag, siden Jens tog hjem - medmindre man kalder 8-11 timer bag rattet for at holde fri. Men når der er ni timers NFL i fjerneren, kommer arbejdet sgu i anden række!

Næste uge er min sidste som arbejdende reporter. På søndag begynder mit efteruddannelseskursus, og når det er slut, vender jeg næsen mod Danmark. Inden da skal jeg dog lige tilbage til Washington D.C. og lave de sidste interviews og ikke mindst aflevere Hævneren. Det bliver trist at sige farvel til min trofaste følgesvend, som har kørt upåklageligt. Men jeg har da stadig et par miles, inden det er slut. Fortsættelse følger.

Et lille pip

Jeg er i live, og jeg har det godt. Men jeg har travlt. Så travlt, at jeg ikke har haft tid til at blogge i over en uge. Det har jeg heller ikke nu, men eftersom jeg har fået 'klager' over, at der ikke sker ret meget her på siden, ville jeg lige give et lille pip.

Der burde (forhåbentlig da) snart komme lidt luft i kalenderen, og så snart der gør det, får I alt om konventet, mine oplevelser på Lars Tyndskids mark i Iowa og i rigmandsland i Bloomington Hills råt for usødet. Fortsættelse følger.