Solotur på cruise control

Så er ferien slut. For få øjeblikke siden satte Jens kursen mod Danmark efter tre begivenhedsrige uger i USA. Om få øjeblikke forlader jeg også Chicago og drager i stedet mod Peoria i det sydlige Illinois.

Det bliver "interessant" at køre alene i Hævneren uden Jens som navigatør, men med fartpilot og brede motorveje burde det være en smal sag. Også selv om det er nogle enorme afstande, der skal tilbagelægges. Det forholder sig nemlig sådan, at jeg mod forventning er blevet akkrediteret til Demokraternes konvent i Denver, som finder sted fra mandag den 25. august til torsdag den 28. august. "Problemet" er dog, at jeg skal være i Atlanta til og med fredag den 22. august, hvor jeg har nogle interviewaftaler på plads. Det betyder, at jeg kun har to dage til at køre de 2300 kilometer fra Atlanta til Denver, da jeg skal hente mine akkrediteringer senest søndag eftermiddag. I øjeblikket arbejder jeg dog på at flytte mine aftaler i Atlanta, så jeg allerede kan køre vestpå torsdag.

Allerede nu har vi tilbagelagt over 3000 kilometer i Hævneren. Mange af dem blev tilbagelagt, efter vi forlod Sullivan-Durand-familien (øverste billede) i New Hampshire i fredags. Derfra gik turen igennem det naturskønne Vermont og staten New York, hvor vi lige svingede forbi Niagara Falls ved den canadiske grænse, når nu vi alligevel var i området. Disse enorme vandfald var en mindst lige så stor oplevelse denne gang, som de var, da jeg så dem første gang for otte år siden.

Lørdag gjaldt det en af de ting, som jeg personligt havde glædet mig allermest til. NFL's Hall of Fame i Canton, Ohio. Hall of Fame hylder professionel amerikansk fodbolds største stjerner gennem tiderne. Hvert år bliver en 5-7 tidligere stjerner stemt ind i Hall of Fame, hvor de får lavet en buste, som bliver udstillet for tid og evighed. For en passioneret NFL-fan som mig var det et rent Slaraffenland. Og var det ikke, fordi Jens ikke deler min interesse for NFL, og fordi vi skulle være i Chicago lørdag aften, kunne jeg sagtens have tilbragt hele dagen der.

At komme til Chicago var dog heller ikke helt skidt. Byen har nogle imponerende skyskrabere, hvoraf Sears Tower nok er den mest kendte. Sears Tower er USA's højeste bygning (indtil videre, for der er allerede to skyskrabere på vej, som bliver endnu højere), og udsigten fra 103. etage er storslået, skal jeg hilse og sige. Skyskraberne i Chicago er ikke alene høje. De er også generelt væsentligt mere interessante rent arkitektonisk end for eksempel New Yorks.

I Chicago har vi igen benyttet os af Servas, og jeg må sige, at det fortsat er en fornøjelse. Lørdag boede vi hos Jeff (næstøverste billede), en 45-årig salgsdirektør for et japansk legetøjsfirma. Jeff boede i en stor lejlighed på Racine Avenue lidt nord for downtown. Filmelskere vil måske kunne nikke genkendende til gadenavnet. Det var på denne gade, Sean Connery's figur i 'The Untouchables' boede, og Jeffs lejlighed mindede faktisk lidt om lejligheden i filmen. Jeff har tidligere arbejdet for Lego i 10 år og var vild med Danmark. Især de smukke danske kvinder.

De seneste to nætter har vi boet hos Lars og Cara (næstnederste billede) på hhv. 28 og 27 "midt i hjertet af centrum" af Chicago, som Dorte Fals fra DR2 ville udtrykke det ... Deres lejlighed ligger i the Loop, så det bliver faktisk ikke ret meget mere centralt end dette. Det betyder dog også, at der er en del larm fra gaden og ikke mindst fra de mange højbanetog (elevated trains eller bare 'the L'), som er et af Chicagos varemærker.

Lars og Cara er tyskere, som først for nylig er flyttet til USA. Cara har dog en amerikansk mor, så hun taler amerikansk uden accent - modsat Lars. De er begge kristne, og i går tog de os med til et herberg på Chicagos West Side (nederste billede). Her laver de en gang om måneden mad til omkring 40 hjemløse sammen med andre frivillige fra en kristen organisation, der hedder Breakthrough. West Side er et af byens barske områder. Cirka 95 procent af indbyggere er sorte, og der er en del bandekriminalitet. Kort sagt et område, som man som turist bliver frarådet at tage til - ikke mindst efter mørkets frembrud.

At se nogle velgørende mennesker kaste lidt lys over skyggesiden af USA og endda selv aktivt tage del i det var en inspirerende oplevelse. "I can't sing your praises enough. Thank you, thank you, thank you," lød det fra en af beboerne, efter at vi havde serveret grydesteg, kartoffelmos og grøntsager. Så bliver man sgu lidt rørt.

Uden at det skal opfattes hverken blasfemisk, eller som om jeg har fået en vækkelse, så var det faktisk ikke eneste gang, vi var i kontakt med kristne, mens vi har været i Chicago. Søndag drog vi nemlig til gudstjeneste i Trinity United Church of Christ på South Side Chicago, byens måske værste område.

Hvorfor dog det, spørger I måske? Tja, det var denne kirke, Barack Obama var medlem af, indtil videoklip af kirkens tidligere præst Jeremiah Wright begyndte at cirkulere. I klippene kalder han USA for "United States of White America" og karakteriserer det hvide Amerika som 'morderisk', 'korrupt' og 'racistisk', og da Obama ikke straks tog afstand fra sin præst, brød helvede løs. Læs mere her: http://www.metroxpress.dk/dk/article/2008/04/04/08/2035-66/

Til sidst blev Obama nødt til at distancere sig fra kirken, så i dag er han ikke længere medlem. Jeg ville dog gerne ved selvsyn se, om prædikenerne i Trinity virkelig er så polemiske, som de blev gjort til i den amerikanske presse. Det er de ikke, ved jeg nu. I hvert fald ikke den, vi oplevede i søndags under den 2 timer og 40 minutter lange gudstjeneste. Jeps, det tager 2 timer og 40 minutter, en del 'Praise the Lord's, endnu flere gospelsange og bønner at komme igennem en gudstjeneste i en sort kirke. Jens vakte i øvrigt så stor opsigt, fordi han var hvid, at en lille sort pige tog et billede af ham med sin mobiltelefon ...

Nu venter der fire uger på farten, hvor det primære mål er at rapportere fra valget. Ikke mere sightseeing. Ikke mere talen dansk. Men garanteret flere fede oplevelser. Fortsættelse følger.