Mens jeg venter på Morten ...

Gid fanden havde myg! Ankomsten til Syden har betydet, at jeg er blevet skambidt af myg - på ryggen, på benene, maven og armene. Og hold kæft, hvor det klør.

Lige nu er jeg i Smyrna, Georgia - en forstad til Atlanta, der er mest kendt for at være Julia Roberts' hjemby. Grunden til, at jeg er i Atlanta, var oprindeligt, at jeg skulle følge en af CNN's værter, mens han forbereder sig til og optager sit ugentlige program om valget. Det er dog blevet aflyst, fordi han var nødt til at tage tidligere til Denver end oprindeligt planlagt.

Derfor er eneste programpunkt nu et interview med den danske NFL-kicker Morten Andersen i morgen. I skrivende stund har jeg dog endnu ikke hørt noget fra Morten Andersen om, hvor og hvornår vi skal mødes i morgen ...

Mens jeg venter på Morten, har jeg til gengæld tid til at få høvlet nogle artikler af til metroXpress. Første artikel kan i øvrigt læses i avisen på torsdag, har jeg ladet mig fortælle. For siden jeg forlod Peoria, Illinois, har jeg haft travlt.

Fredag ankom jeg til Troy, Illinois - 15 miles fra St. Louis. Her skulle jeg interviewe Dr. Richard Millett, en professor i latinamerikanske studier og ekspert i indvandring, der kender Gud og hver mand, heriblandt tidligere præsident Jimmy Carter, en række siddende og tidligere præsidenter i Mellem- og Sydamerika (blandt andet Panamas nu fængslede eksdiktator Manuel Noriega og Nicaraguas Daniel Ortega) og flere eks-udenrigsministre og sikkerhedsrådgivere. Det blev et noget specielt besøg.

Dr. Millett er tidligere gæsteprofessor på Copenhagen Business School (CBS) og har i den kapacitet sørget for, at seks studerende fra CBS er kommet på udvekslingsophold på Southern Illinois University. Ikke for at lave græsrodsarbejde for Obama, som jeg skrev i seneste indlæg, men for andre ukendte demokratiske kandidater. Tre af dem mødte jeg fredag, hvor jeg sammen med Dr. Millett var til 'homecoming' i landsbyen Grantfork.

'Homecoming' er et lilleby-fænomen - primært i Midtvesten og i Syden - der foregår samme weekend hver sommer. Her kommer tidligere borgere hjem til deres fødeby og bliver hyldet med en festmiddag og en parade, hvor det frivillige brandvæsen, krigsveteraner, gymnasiets marchorkester og såkaldte 'floats' - vogne dekoreret med udgangspunkt i et tema, trukket af traktorer, pickups eller havetraktorer, hvor børn i kostumer sidder og kaster slik ud til andre børn, eller hvor byens 'prom queen' sidder i sit største skrud (billedet). En lille stykke amerikansk kultur, som man kun sjældent får lov at opleve.

Lørdag skulle jeg så interviewe Richard Millett og et par andre, som, han mente, kunne være interessante for mig at tale med. Troede jeg. For de andre meldte afbud i sidste øjeblik, og så ændrede Dr. Millett planen, så vi i stedet tog til åbningen af et lokalt valghovedkvarter for en demokratisk kandidat til Repræsentanternes Hus, som de danske udvekslingsstuderende skal arbejde for. Selv om det ikke helt var det, jeg havde i tankerne, var det dog en sjov oplevelse at se amerikansk politik udfolde sig på dette niveau. Til sidst fik jeg dog mit interview med Dr. Millett, mest fordi jeg insisterede, og samtidig fik jeg telefonnumre på en række andre eksperter, som jeg kan interviewe over telefonen på et senere tidspunkt, så helt spildt var besøget nu ikke.

Resten af weekenden tilbragte jeg i Mississippi. Nærmere bestemt byen Cleveland, hvor jeg boede hos Paul Kossman, en 63-årig advokat og Servas-vært. En noget anderledes Servas-oplevelse end de andre, må jeg tilstå. Huset var møgbeskidt - "jeg er ikke god til at holde huset rent", havde Paul advaret mig om, inden jeg kom, og jeg må give ham ret - og Paul var en speciel type. Han talte meget langsomt og lavt, og selv om han var utrolig flink og gæstfri, anede jeg et iltert temperament under overfladen.

Paul gav mig en guidet tur rundt i Cleveland, og det var noget af en øjenåbner. Selv om der er sket mange fremskridt siden 60'erne, hvor racisme var noget, man praktiserede åbent i byer som Cleveland, var der tydelige spor af fortiden. Byen er delt i to af Highway 61 (som Bob Dylan udødeliggjorde med sit legendariske album 'Highway 61 Revisited'). I den vestlige del bor den hvide middelklase. I den østlige del bor den sorte middelklasse. Den eneste vej, der går igennem både den hvide og sorte bydel, skifter navn, når den skærer Highway 61. Det skulle jo nødig hedde sig, at man som hvid deler vej med sorte ... Midt imellem - i en slags bufferzone - bor de fattige, som udelukkende er sorte, i noget, der bedst kan karakteriseres som skure. I velhaverkvarteret i den nordlige del bor der kun ét sort par - byens dommer.

Det paradoksale er, at denne adskillelse er mere eller mindre selvvalgt. Ingen hvide sætter deres fødder i den sorte bydel og omvendt. Der er nogle hvide børn i de sorte skoler - og sorte børn i hvide skoler - men ellers er der ifølge Paul ikke den store interaktion mellem de to grupper. Flytter der nogle sorte ind i et kvarter, varer det ikke længe, før hvide flytter. Ifølge Paul er der dog sket en holdningsændring, så hvide nu ikke længere ser ned på sorte som før i tiden, hvor for eksempel kun den hvide bydel havde asfalterede veje, men i praksis eksisterer der to parallelle samfund i byen.

Det har været fascinerende at opleve disse småbyer i det, der med et snobbet udtryk bliver kaldt for 'flyover states' - stater man flyver over for at komme til 'rigtige byer'. Det er her, man får indsigt i, hvad 'rigtige' amerikanere tænker og føler - hvad enten disse tanker og følelser er baseret på fordomme, traditioner eller virkeligheden.

Når jeg på torsdag forlader Smyrna, er det med kurs mod Denver. Tre dages uafbrudt kørsel, før det gælder Demokraternes konvent i Denver. Jeg har fundet en Servas-familie at bo hos og skaffet mig kontakt til andre Servas-medlemmer, der arbejder i forbindelse med konventet. Fortsættelse følger.