Korrespondent-kvaler

Livet som korrespondent indeholder lige så meget lort som lagkage, må jeg indrømme. Men jeg er nok også mere et røvhul end bager ...

Omvæltningen fra turist til arbejdende reporter på landevejen har været større end forventet. Nu var jeg lige kommet ned i gear, så det har været lidt svært at hive sig selv op ved hårrødderne og indtage journalistrollen igen. Men der er ingen vej udenom - selv om der ellers er nok overspringshandlinger at gøre brug af. For der skal vaskes tøj. Der skal findes overnatningssteder for de kommende dage. Der skal skrives mail til Servas-værter. Og når man, som jeg gør i øjeblikket, bor på et motel ved motorvejen, skal man også køre et stykke i bil for at få noget at spise. Resultat: Tiden flyver.

"Bu-hu - tør øjnene, tudemarie," tænker I sikkert. Og lidt om snakken er der da også. For jeg ved godt, at det trods alt er federe at ture rundt i det store udland end at hænge fast i den daglige trummerum med det sædvanlige, dårlige danske sommervejr. Det var nu bare sjovere, da vi var to og kun skulle tænke på, hvad næste ferieoplevelse skulle være. Og det er nu engang også federe at have nogen at dele sine oplevelser med.

Min første arbejdsopgave var en reportage fra byen Peoria, som ligger tre timers kørsel sydvest for Chicago. Hvorfor, og hvad der kom ud af den, kan I læse i metroXpress i den nærmeste fremtid. (Ja, ja - lidt reklame for mine egne ting, er vel tilladt?). I stedet kan I dog få en lille indføring i mine oplevelser med at lave reportagen.

Det første, der slår én, når man spørger ind til folks holdninger til, tanker om og interesse for valget, er, hvor lidt det egentlig rager dem på nuværende tidspunkt. Der er lang tid til november. Der er sågar nogle, der ikke aner, at Hillary Clinton ikke længere er en del af valgkampen. Jeg ved måske nok mere om præsidentvalget (og amerikansk politik i det hele taget) end gennemsnitsdanskeren, men selv om jeg godt vidste, at mange amerikanere lider af akut politisk apati, troede jeg nu alligevel, at valget fyldte mere i folks bevidsthed.

Det næste, der slår én, er, hvor reserverede flere amerikanere er over for journalister. Jeg har mødt flere, der ikke ville interviewes om valget, fordi de var bange for at 'fremstå som idioter', som en formulerede det. Også selv om det er til en dansk avis, som de aldrig kommer i nærheden af at læse, hvis læserskare de ikke kender, og som ingen af deres familie, kolleger, venner eller bekendte vil have den fjerneste anelse om, at de er citeret i, hvis de udtalte sig.

En del af forklaringen er, at mange som nævnt ikke følger med i valgkampen endnu. Men det er ikke hele forklaringen. En mere væsentlig del af forklaringen er, at mange ikke engang kan sætte ord på, hvilke politiske emner der betyder noget for dem. Og det undrer mig. Jeg mener, der er sgu da nok at tage af: Irak-krigen, den skrantende økonomi, dårlige skoler, et pensionssystem der er ved at gå fallit osv. Det meste, de kan svinge sig op til at sige, er, at de ønsker 'change' - forandring. Lyder det bekendt?

'Change' er Barack Obamas valgtema. Langt de fleste foretrækker da også Obama frem for John McCain. Ikke fordi de nødvendigvis ligger på linje med hans politik, for de har forbavsende svært ved at sige, hvad han står for, men fordi han er et friskt pust - og så er Obama selvfølgelig også her fra Illinois.

På trods af alt dette påstår alle dog, at de skam har tænkt sig stemme - hvilket nok er løgn, for valgdeltagelsen ligger normalt på 55-60 procent - og at de nok også vil følge lidt mere med i valgkampen senere hen, når de 'ikke har så travlt', som en ung universitetsstuderende(!) formulerede det. Travlt? Det er midt i sommerferien! Man må undres over, at et land, der - på nogle punkter med rette - bryster sig af have verdens mest gennemdemokratiserede samfund, har så mange vælgere, der ikke gider deltage i processen.

Selv om jeg stadig mangler at få fat i en enkelt kilde eller to, skal reportagen nok blive o.k. Men jeg skal nok revurdere min opfattelse af, hvor 'nemt' det er at få folk i tale bare ved at henvende sig til dem på gaden. Det tager simpelthen for lang tid at opdrive nok folk, der ikke alene vil tale med én, men også kan sige noget brugbart.

Efter min tredje overnatning her i Peoria drager jeg i morgen videre mod St. Louis, Missouri. Her har jeg en interviewaftale med en professor, der er ekspert i Latinos og indvandring (den ulovlige af slagsen). Han har tidligere været gæsteunderviser på Copenhagen Business School og har i øjeblikket nogle danske udvekslingsstuderende fra netop CBS på besøg. Jeg talte kort i telefon med den ene af dem i går, og hun fortalte, at de skulle arbejde som græsrødder for Obama. Det håber jeg at komme til at tale meget mere med dem om, når jeg ankommer i morgen. Fortsættelse følger.