Enden er nær

Så er det her: sidste blogindlæg i denne omgang. To måneders odyssé nærmer sig med hastige skridt sin afslutning. Mandag morgen klokken syv sætter jeg igen fødderne på dansk jord, og det bliver sgu dejligt.

Jeg savner at være i vante omgivelser. At kunne traske ind i køkkenet og smide tøjet i min egen vaskemaskine i stedet for at køre rundt og lede efter et møntvaskeri. At kunne cykle fem minutter og være på arbejde i stedet for at køre ni timer i bil for at lave en reportage. At kunne ligge på sofaen og slappe af i stedet for at sidde i timevis og hamre i tasterne.

Forstå mig ret: Det har været en fantastisk oplevelse at være rejsende reporter, men nu er jeg ved at være mæt. Og så savner jeg selvfølgelig også at være sammen med mine venner, kolleger og familie. Det bliver hurtigt ensomt at være alene med sig selv i så lang tid. Så godt selskab er jeg heller ikke ...

Det har hjulpet, at jeg siden i søndags har været sammen med 15 flinke kolleger på mit efteruddannelseskursus under kyndig ledelse af DR's tidligere USA-korrespondent Kim Bildsøe Lassen. Bare det at tale dansk hver dag er skønt.

Lige nu er vi i Little Rock, Arkansas. Her har vi besøgt to kirker - en sort og en hvid - set Bill Clintons præsidentbibliotek og fået en rundvisning i byen af en historieprofessor. Vi begyndte i Washington D.C., hvor vi søndag aften fik en update på valget af DR's nuværende korrespondent Steffen Gram. Mandag besøgte vi American Enterprise Institute, en konservativ tænketank, og den danske ambassade, hvor ambassadøren Friis Arne Petersen (og nej, han hedder ikke Arne Friis), gav sit syn på valgkampen - uden for referat, selvfølgelig. Dagen sluttede med et oplæg om racespørgsmålets betydning af en sort fotograf, som Kim Bildsøe har brugt, da han arbejdede her i USA.

Tirsdag fløj vi til Columbus, Ohio, grotesk tidligt om morgenen. Her hørte vi et oplæg af en professor i statskundskab på Ohio State University - landets største universitet - og senere besøgte vi Republikanernes hovedkvarter i Ohio, hvor vi fik indblik i, hvordan partiet bedriver valgkamp - også uden for referat, så I får ingen saftige detaljer eller insider-informationer her.

Onsdag besøgte vi The Columbus Dispatch, byens største avis, det lokale Veterans Center, hvorefter vi kørte til byen Wooster, hvor Joe Biden skulle holde tale. Det tog et par timer at køre derop fra Columbus, og da vi kom derop, var der en kæmpekø, så vi stod og stegte i aftensolen i en times tid, inden vi slap ind på græsset foran College of Wooster, hvor den demokratiske vicepræsidentkandidat holdt en tale, der var pæn uden at være prangende. Men det var da sjovt at opleve et 'rally' på tæt hold.

I går kom vi så til Little Rock efter at have fløjet en kæmpe omvej. Vi skulle nemlig flyve via Denver, og det skal vi igen i morgen, så holdt op imod, hvad vi har fået ud af tiden her i Little Rock, var det lidt spild af tid at bruge så lang tid på transport. Men det kunne ikke være anderledes.

I morgen går turen så til Washington D.C. igen, hvor vi søndag morgen har det sidste oplæg, som en valgstrateg fra Demokraterne skal levere. Forhåbentlig har vi kræfter til at male byen en smule rød i morgen. Det savner jeg lidt. Sidste weekend i Washington D.C. var jeg "i byen" for første gang i en måned, da Anne var her. Vi mødtes med Eleni, som Anne mødte i Australien for 10 år siden, og som bor og arbejder i Washington D.C. Hun tog os med ud at spise og hen på en fancy bar, hvor den stod på mojitos og gin tonic. Nam-nam.

Apropos: Det kunne jo være meget rart at drikke et par øl med de af jer, der har lyst og mulighed for at gøre det københavnske natteliv usikkert den kommende weekend, så jeg kan høre, hvad I alle har bedrevet de seneste to måneder. Det må vi se på, når jeg vender hjem.

Denne gang kan jeg ikke skrive "fortsættelse følger". Så jeg vil i stedet slutte med et: "Jeppe Dong Abrahamsen, signing off".

En trist dag

Jeg er billøs. Hævneren er netop blevet afleveret - i hel tilstand vil jeg lige fastslå. Det var vemodigt at sige farvel til dette fantastiske fartøj, der har fragtet mig (og Jens) rundt i USA de seneste seks uger. Men jeg fik da ekspedienten i udlejningsfirmaet til at forevige mig og Hævneren, så jeg kan kigge på billedet og mindes 'life on the road' ;-)

Det var meningen, at jeg skulle have været i New York i dag og høre Barack Obama og John McCain tale ved en 9/11-mindehøjtidelighed på Columbia University. Havde søgt om akkreditering, men fik afslag. Godt det samme, for jeg havde faktisk ikke haft tid til at rive en dag ud af kalenderen for at køre hele vejen til New York og tilbage igen.

Derfor er jeg stadig Washington D.C., hvortil jeg ankom i tirsdags og indlogerede mig på Hotel Harrington, hvor Jens og jeg boede for seks uger siden. Jeg har dog ikke lavet andet end at arbejde, mens jeg har været her - eller det passer ikke, for jeg brugte en del tid går på at finde ud af, om det var muligt for mig at se fodboldlandskampen mellem Danmark og Portugal på nettet. Det var det ikke. Desværre. For det var da vist en vanvittig kamp med et for en gangs skyld lykkeligt resultat set med danske øjne.

Da jeg skrev sidst, var jeg i Mount Airy i Maryland, en times kørsel nord for D.C. I en nærliggende by kaldet Marriottsville interviewede jeg i lørdags et dansk-amerikansk ægtepar, Knud og Helene Harbom. Det var et interessant møde med nogle vældigt flinke mennesker. De har boet i USA i 30 år, og selv om deres danske var upåklageligt, sneg der sig alligevel et par amerikanske gloser ind en gang imellem. De var så flinke at invitere mig ud at spise om aftenen - ja, de ville sågar have, at jeg skulle overnatte hos dem i deres smukke hjem - så vi fik rig lejlighed til at diskutere politik og sammenligne Danmark og USA. Det var en hyggelig aften. Hvad der kom ud af interviewet, kan I læse i metroXpress om en måneds tid, vil jeg tro. Det vil nok overraske mange, hvad Helene og Knud har at sige.

Helene er blevet amerikansk statsborger, og Knud er ved at blive det, men de holder uendeligt meget af Danmark stadigvæk, fortalte de. Men de kunne slet ikke genkende USA, når de var i Danmark og så tv-nyheder eller læste avisartikler om USA, sagde de - ligesom de dog heller ikke altid kunne genkende Danmark, når de så et nyhedsindslag om deres fædreland på amerikansk tv. Så de lagde meget vægt på, at jeg som journalist havde et kæmpe ansvar for at sørge for, at der blev rettet op på det.

Da jeg i går interviewede Helle Dale, en dansk forsker/kommentator fra den konservative tænketank Heritage Foundation, nævnte hun også, at det er hendes indtryk, at danskere - og europæere i det hele taget - ofte har et forkert billede af USA, amerikanere og ikke mindst amerikansk politik. Og gentog Knud og Helene Harboms bøn om at rette op på miseren.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg også ofte har følt, at dækningen af USA i de danske medier ikke altid stemmer overens med den virkelighed, jeg selv har oplevet de gange, jeg har rejst herovre, og dengang jeg boede herovre. Men denne tur som rejsende USA-korrespondent har omvendt også givet mig indsigt i, hvor svært det egentlig er at formidle det, man ser, i en kontekst, der er loyal over for det emne, man formidler, når det ramler sammen med de opfattelser, fordomme og indgroede "sandheder", der er om USA hjemme i Danmark.

Mange danskere føler jo tit, at de kender USA, selv om de aldrig har været i landet, fordi de ser film og tv om landet, kender stjernerne, læser bøger om dets politik, historie, kultur osv og følger nyhedsdækningen via aviser, tv-nyheder og diverse blogs og hjemmesider. Men når man er herovre og dykker ned under overfladen, ser man også med egne øjne, hvor vildt anderledes USA kan være. Der er mange aspekter af USA, der er vildt underrapporterede, og det er næsten uundgåeligt med så stort et land, der rummer så mange variationer og ofte modsatrettede tankesæt i befolkningen. Det er bare hulens svært at vise de ukendte sider af USA på en måde, så man i Danmark forstår disse sider, fordi man først skal nedbryde væggen af fordomme, opfattelser og indgroede "sandheder". Men der er jo ikke andet for end at gøre forsøget.

Faren er dog, at læserne ikke tror på det, man skriver, fordi det ikke stemmer overens med det, læserne "ved" om USA, og så er det unægteligt nemmere at stemple journalisten som uvidende og farvet. Det sidste har jeg fået at føle allerede. En venlig sjæl har nemlig gjort mig opmærksom på, at mine USA-artikler følges tæt på bloggen Uriasposten. Manden bag bloggen beskriver sig selv som nationalkonservativ, og han bryder sig ikke om dele af min dækning. I dag har han eksempelvis dedikeret et helt indlæg til mig. Læs her: http://www.uriasposten.net/?p=6141

Kritik af mit arbejde er altid velkommen. Det er jo en fornøjelse at se som journalist, at ens arbejde sætter noget i gang blandt læserne - hvad enten det så er vrede, eftertanke, glæde eller hovedrysten. Og jeg bilder mig bestemt ikke ind, at det, jeg skriver, tilnærmelsesvist er "sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden". Det er et udsnit af sandheden - en måde at vise, at sådan her er USA også. Og hvad jeg selv synes om USA, er helt og aldeles ligegyldigt i den sammenhæng. Faktisk synes jeg, det mest interessante ved denne tur har været at møde mennesker, der står for, tror på og har helt andre ideologiske ståsteder end mig selv. Det har nemlig udfordret - og i nogle tilfælde bekræftet - mine egne fordomme og gjort mig klogere.

Alt dette er værd at huske på for mig, når jeg skal skrive de sidste artikler. Først skal jeg dog lige have overstået de sidste to interviews. Det sker i morgen - et af dem i selskab med Anne, der kommer ned fra New York og tilbringer weekenden sammen med mig. Det betyder, at jeg får lov til at lege turist igen på lørdag. Det glæder jeg mig til. Søndag begynder mit kursus, og så går turen snart mod København igen. Men, men, men: Fortsættelse følger.

Hævneren kører på sidste tank

Man får et perverst forhold til afstande, når man kører bil i USA. Ni timers kørsel gennem tre-fire stater er efterhånden bare en lille sviptur. Derfor synes de 7.800 miles, som triptælleren nu står på, egentlig heller ikke at være så slemt, selv om det på et kort ser helt vanvittigt ud. Men nu er det snart slut. Hævneren kører på sidste tank.

Siden sidste 'rigtige' indlæg fra konventet i Denver, har jeg nemlig bevæget mig hele vejen tilbage til østkysten og nærmer mig kraftigt endestationen, Washington D.C.. Lige nu er jeg i Mount Airy, Maryland, og sidder for gud ved hvilken gang på et motelværelse og hamrer i tasterne. Jeg har lige oplevet regn for første gang i flere uger - et forvarsel om, at der ifølge vejrudsigten kommer massive regnskyl i området i morgen på grund af den tropiske storm Hanna, der, efter at den går i land i South Carolina, ventes at dreje nordpå og træffe Maryland. Dog uden lige så kraftige vindstød, som dem South Carolina får at føle.

Hvor skal jeg dog starte?

Konventet i Denver var fascinerende at opleve, men i sig selv ikke synderligt interessant. Man bliver efterhånden træt af at høre på de mange taler fra mænd i slips og habit og kvinder i spadseredragt. Bortset fra når talerne hedder Hillary eller Bill Clinton, Joe Biden, Ted Kennedy, John Kerry og Barack Obama selvfølgelig.

Sidstnævnte er kendt for sine oratoriske evner, og det var da også en helt speciel oplevelse at sidde på Invesco Field og høre ham tale (billedet). Ikke at talen var så spektakulær som flere af hans andre taler, men at han har ordet i sin magt, kan man ikke tage fra ham. De 80.000 tilskuere var i hvert fald ellevilde, skal jeg hilse og sige.

Som politisk begivenhed var konventet også interessant på flere måder. Det var så gennemkoreograferet, at det næsten var for meget. Alle taler - på nær Bill Clintons og guvernør Brian Schweitzers - var clearet på forhånd af Obamas folk. Ikke ret meget var overladt til tilfældighederne. Og da Obama sluttede af med at samle sin og Joe Bidens familie på scenen foran de græske skumsøjler, var det sikkert heller ikke en tilfældighed, at det skete til tonerne af musikken fra filmen 'Remember the Titans'. Jeg har ikke set det omtalt nogle steder, så jeg ærgrer mig lidt over, at jeg ikke fik det inkorporeret i min artikel om talen. For symbolikken er til at tage at føle på.

'Remember the Titans' er baseret på en virkelig historie om et high school football-hold i Alexandria, Virginia, der i 1971 som det første samlede sorte og hvide spillere på samme hold, fordi to gymnasier blev slået sammen til et. Beslutningen udløste et ramaskrig - ikke mindst, fordi en sort mand blev udpeget som træner. Men spillerne fandt sammen på tværs af racer og gik ubesejret igennem sæsonen. En ren Askepot-historie. Det var dét, musikken skulle illustrere: At USA med Obama og Biden ved roret forenes og lægger racespørgsmålet bag sig. Et budskab, der meget kløgtigt og subtilt var tvunget til at blive pakket ind i et stykke musik, når nu Obama selv ikke er meget for at 'spille racekortet', men som ikke desto mindre var til stede.

Som I sikkert har set i avisen, var tiden i Denver præget af, at jeg skulle skrive mange artikler til den gratisgrønne. Derfor nåede jeg heller ikke at tilbringe så meget tid med Julie og Garth Weinstein og deres tre børn, Servas-familien jeg boede hos. Jeg skulle have holdt foredrag på børnenes skole, men det nåede jeg simpelthen ikke. Det kunne ellers have været skægt.

Efter konventet drog jeg til Iowa for at lave reportage. Her kørte jeg på landevej meget af tiden, og det var en kærkommen afveksling fra de ofte småkedelig stræk på motorvejen, hvor der ikke er meget at se undervejs. Det var der i Iowa, hvor de mange majsmarker og det bakkede terræn i den landlige idyl, var en fornøjelse at køre igennem.

Næste stop var Michigan, hvor jeg indlogerede mig hos min sidste Servas-familie i Bloomfield Hills nær Detroit. Bloomfield Hills er et rigmandskvarter, så det var et rent luksusliv, jeg fik indblik i. Huset, som Jeannie Wonders og tre af hendes fire børn bor i, var koloenormt. Jeannie er tidligere børsmægler, men nu hjemmegående, og hvordan hun har råd til at bo i den kæmpe kasse med fire børn, ved jeg ikke. Spurgte heller ikke, men går ud fra, at hun enten tjente styrtende med penge, da hun arbejdede, så hun nu kan leve af formuen, eller at hun tjente godt på den skilsmisse, jeg formoder, hun er gået igennem. Der var i hvert fald ingen mr. Wonders.

Børnene går eller har gået på Cranbrook, en af USA's fineste - og dyreste - privatskoler, som jeg fik lejlighed til at se noget af, da Jeannie slæbte med mig til et arrangement, som finder sted hvert år umiddelbart inden skolestart. Jeps, amerikanerne er først lige begyndt i skole her den 1. september. Det var surrealistisk at være til det arrangement og se på cremen af Michigans ungdom og deres stilige forældre. Her var botox, selvbruner, sejlersko og juveler i lange baner, og jeg følte mig i den grad malplaceret i min forvaskede T-shirt og Converse-sko. Jeg er slet ikke bygget til den slags jet-setteri, kunne jeg mærke.

Med mange penge på kistebunden er det ikke mærkeligt, at Jeannie og resten af familien er Republikanerne. Derfor var det en fornøjelse at se nogle af talerne fra Republikanernes konvent sammen med den ældste, hjemmeboende søn, Grant, på 18 år. Grant ved, hvad han taler om, når det gælder politik. Han har arbejdet i Senatet som piccolo/bud ('page' på engelsk - ved ikke helt, hvordan man skal oversætte det), et job man skal udvælges til af sin hjemstats senatorer. Det er noget af nåleøje, så han og Jeannie var med rette stolte af det. På kontoret i huset hang der billeder af Grant med Bill Clinton, Grant med Condoleezza Rice, Grant med Senatets flertalsleder Harry Reid og Grant med den nu tidligere republikanske senator Bill Frist - alle signeret, of course. Fra i dag er Grant i øvrigt ikke længere hjemmeboende, idet han nu begynder på universitetet. Harvard, selvfølgelig - kun det fineste er godt nok. Han blev også optaget på Stanford, Yale og Princeton, så han har kasketten skruet rigtigt på.

I går ankom jeg så til New York og indlogerede mig for tredje gang på seks uger i Annes lejlighed i Jersey City. Årsagen til, at jeg tog tilbage til New York, var, at jeg skulle ind og åbningskampen på den nye NFL-sæson mellem New York Giants og Washington Redskins. Som det altid er tilfældet, når jeg ser NFL live, var det en røvsyg kamp, men stadig en fantastisk oplevelse at være på stadion. Især før kampen, hvor fansene skabte en forrygende stemning uden for stadion, og kort før kickoff, hvor den nu pensionerede Giants-spiller Michael Strahan hoppede ud af en kæmpe kopi af Super Bowl-trofæet - med det rigtige Super Bowl-trofæ i hånden - for at sige tak til fansene og præsentere sine tidligere holdkammerater, de forsvarende Super Bowl-mestrene. Der lød et kæmpe brøl, som kunne høres selv gennem glasruden ind til presseboksen, hvor jeg sad.

For en gangs skyld skal jeg ikke videre her fra Mount Airy efter kun én overnatning, som det ellers har været tilfældet de seneste mange dage. Jeg bliver her indtil mandag, så jeg kan få skrevet en masse. I morgen har jeg dog et interview et kvarters kørsel her fra, og søndag tror jeg, at jeg vil gøre noget utraditionelt: holde fri. Jeg har ikke haft en fridag, siden Jens tog hjem - medmindre man kalder 8-11 timer bag rattet for at holde fri. Men når der er ni timers NFL i fjerneren, kommer arbejdet sgu i anden række!

Næste uge er min sidste som arbejdende reporter. På søndag begynder mit efteruddannelseskursus, og når det er slut, vender jeg næsen mod Danmark. Inden da skal jeg dog lige tilbage til Washington D.C. og lave de sidste interviews og ikke mindst aflevere Hævneren. Det bliver trist at sige farvel til min trofaste følgesvend, som har kørt upåklageligt. Men jeg har da stadig et par miles, inden det er slut. Fortsættelse følger.

Et lille pip

Jeg er i live, og jeg har det godt. Men jeg har travlt. Så travlt, at jeg ikke har haft tid til at blogge i over en uge. Det har jeg heller ikke nu, men eftersom jeg har fået 'klager' over, at der ikke sker ret meget her på siden, ville jeg lige give et lille pip.

Der burde (forhåbentlig da) snart komme lidt luft i kalenderen, og så snart der gør det, får I alt om konventet, mine oplevelser på Lars Tyndskids mark i Iowa og i rigmandsland i Bloomington Hills råt for usødet. Fortsættelse følger.

Stjerne(kiggende)reporter

De serverer Coca-Cola i Pepsi Center! Så har man da set det med ... Jeg er nu ankommet til Pepsi Center i Denver, hvor Demokraternes konvent de næste fire dage finder sted.

Lige nu er klokken 17.30, og jeg sidder i Media Pavillion 2, hvor de udenlandske journalister er stuvet sammen, og lytter til Peter Groff, leder af delstatssenatet i Colorado. Ved siden af mig sidder en svensk journalist og fotograf fra Aftonbladet, men der er reportere her fra hele verden.
Det tog mig ikke mere end en halv time, før jeg stødte ind i den første danske kollga. Allan Silberbrandt, TV 2/Nyhedernes USA-korrespondent, stod og talte i telefon uden for det store telt, hvor jeg sidder lige nu. Af samme grund hilste jeg ikke på ham. Hilste gjorde jeg til gengæld på Jyllands-Postens Klaus Justesen og Berlingskes Karl-Erik Stougaard for et kort øjeblik siden. Pudsigt, at jeg på førstedagen tilfældigt render i andre danske journalister.

Der er nemlig mange pressefolk til stede. 15.000 for at være helt præcist. Til sammenligning er der "blot" cirka 4.400 delegerede fra de 56 stater og territorier. Man kan tydeligt se, hvem der er tv-folk, og hvem der er skriverkarle. Tv-folkene er i jakkesæt og slips, mens bladsmørerne er det, man for nogles vedkommende med en eufemisme vil kalde 'afslappet klædt'. Og dog. For undertegnede har nemlig iklædt sig sit fineste skrud: Jakkesæt, skjorte og slips. Nu har jeg slæbt det med over Atlanten, så nu skal det bruges. Sgu! Og for at det ikke skal være løgn, skiller hr. Silberbrandt sig også ud. Det er nemlig en optisk illusion, når det ser ud, som om hr. Silberbrandt har jakkesæt på. For under jakken, skjorten og slipset har han faktisk jeans på. Så ved I det ...

Officielt blev konventet skudt i gang klokken 15 af formanden for Demokraterne, Howard Dean. Siden fulgte en række formelle punkter på dagsordenen, der som ved de danske partiers landsmøder (går jeg ud fra - jeg har aldrig været til et) er en fast del af programmet.

Da konventet startede, var jeg selvfølgelig på plads inde i Pepsi Center, hvor jeg sidder på balkonen i det, der i USA hedder 'the nosebleed section' af grunde, jeg lige nu ikke kan komme på. Billedet viser udsigten fra min plads og er taget, før konventet gik i gang. Scenen er nederst til venstre i billedet. Så hvis I derhjemme ser tv-billeder fra konventet, så sidder jeg altså til venstre for scenen helt oppe øverst. Der var i øvrigt næsten gabende tomt, da konventet begyndte, hvilket vist kom lidt bag på Howard Dean, der i sin forberedte åbningstale sagde: "Når jeg ser ud over salen, ser jeg en broget samling af Demokrater."

Howard Dean var, som mange vil vide, præsidentkandidat i 2004 og var på et tidspunkt favorit til vinde nomineringen, indtil hans berømte 'yiiiiiiiiiihhhaaaaaaaaaaaa' som afslutning på en tale var med til at sænke hans kampagne. John Kerry løb som bekendt med nomineringen. Dean er dog stadig en politisk stjerne i USA og er blot en af mange kendte demokratiske politikere, der er til stede i Pepsi Center. Formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har også været på podiet, og om lidt vil tidligere præsident Jimmy Carter og senator Edward Kennedy, der her i Denver viser sig offentligt for kun anden gang, siden han blev opereret for kræft i hjernen i juni, betræde scenen.

Dagens højdepunkt er dog Michelle Obamas tale senere i aften. Når hun går på, vil salen, hvor der er plads til 20.000 tilskuere, med garanti bryde ud i jubelscener, der er en rockkoncert eller en fodboldlandskamp værdig. De følgende dage vil Hillary og Bill Clinton, Al Gore, John Kerry og Joe Biden alle holde tale, før Barack Obama himself lukker og slukker torsdag aften lokal tid.

Hvad der ellers sker i salen, og hvordan stemningen er her i Denver, kan I læse mere om i metroXpress på onsdag.

Da dette er første gang, jeg på ægte korrespondentvis dækker en begivenhed live (sådan da) uden for Danmark, synes jeg det er på sin plads at afslutte dette blogindlæg, som 'rigtige' udenrigskorrespondenter gør det, når de er igennem til Danmark: Jeppe Dong Abrahamsen, metroXpress, Denver.

Fortsættelse følger.

Halvvejs

Én måned er gået - én måned venter. Det er utroligt, så hurtigt tiden flyver af sted, når man har det sjovt - og travlt.

Triptælleren har rundet 4.100 miles og bragt mig (og Jens) fra Washington D.C. over Atlantic City, Pennsylvania, New York, Boston, New Hampshire, Niagara Falls, Ohio, Chicago, det sydlige Illinois, gennem Tennessee, Mississippis grønne bakker, Alabama, Georgia, Kentucky og tilbage til Illinois. Forude venter Missouri, Kansas og Denver, før jeg minsandten skal køre hele vejen tilbage mod østkysten. Tegner man min rute ind på et kort, vil man opdage, at jeg ikke alene har valgt en noget særpræget vej igennem kontinentet. Jeg kommer også til at køre nogle af de samme strækninger to gange. Men sådan er vilkårene, når man skal være på bestemte steder på bestemte tidspunkter.

Lige nu er jeg i Metropolis i det sydlige Illinois, nær grænsen til Kentucky. Metropolis er en lille flække med 6.500 indbyggere. Hvis bynavnet klinger bekendt, er det, fordi det er her Superman bor. Ikke bare i tegneserien og filmene - næ, han er faktisk her rent fysisk. Godt nok som statue, men alligevel. For selvfølgelig har byen slået mønt af superhelten, der kæmper for 'Truth, Justice and the American Way', ved at rejse en kæmpe statue af ham foran domhuset. Der er sågar en indsamling i gang, der skal rejse penge til at Superman kan få selskab af Lois Lane i statueform. Alt sammen i turismens (van)hellige navn, naturligvis.

Jeg forlod Atlanta i morges, og bare rolig: Jeg fik, hvad jeg kom efter. Morten Andersen ringede og vækkede mig klokken otte i går morges, så jeg fik mit interview. Klokken 16 ringede jeg på døren i det Andersen'ske hjem og talte med ham i en times tid. Det var stort at se, hvordan han og familien boede. Jeg fik også lejlighed til at se hans kælder, der bugnede at klenodier, som han har samlet sammen igennem sin lange karriere som kicker i NFL. Der var trøjer båret af store stjerner, bolde han har sat rekorder med, billeder fra berømte kampe og sågar Wayne Gretzkys ishockeystav med en lille hilsen fra legenden himself samt en Michael Jordan-trøje - også med en autograf. Hvad der kom ud af interviewet, kan I læse i en metroXpress nær jer i begyndelsen af september. Artiklen er just skrevet færdig.

Apropos artikler, så er det i dag, mine valgartikler har "premiere". Stort opsat inde i avisen og sågar med stor overskrift på forsiden. Så bliver det ikke bedre. Se avisen her (mine artikler er på side 20-21): http://www.e-pages.dk/metroxpressdk/160/

Der vil være meget mere at læse i den kommende uge, hvor jeg dækker Demokraternes konvent i Denver. Så som sædvanlig: Fortsættelse følger.

Mens jeg venter på Morten ...

Gid fanden havde myg! Ankomsten til Syden har betydet, at jeg er blevet skambidt af myg - på ryggen, på benene, maven og armene. Og hold kæft, hvor det klør.

Lige nu er jeg i Smyrna, Georgia - en forstad til Atlanta, der er mest kendt for at være Julia Roberts' hjemby. Grunden til, at jeg er i Atlanta, var oprindeligt, at jeg skulle følge en af CNN's værter, mens han forbereder sig til og optager sit ugentlige program om valget. Det er dog blevet aflyst, fordi han var nødt til at tage tidligere til Denver end oprindeligt planlagt.

Derfor er eneste programpunkt nu et interview med den danske NFL-kicker Morten Andersen i morgen. I skrivende stund har jeg dog endnu ikke hørt noget fra Morten Andersen om, hvor og hvornår vi skal mødes i morgen ...

Mens jeg venter på Morten, har jeg til gengæld tid til at få høvlet nogle artikler af til metroXpress. Første artikel kan i øvrigt læses i avisen på torsdag, har jeg ladet mig fortælle. For siden jeg forlod Peoria, Illinois, har jeg haft travlt.

Fredag ankom jeg til Troy, Illinois - 15 miles fra St. Louis. Her skulle jeg interviewe Dr. Richard Millett, en professor i latinamerikanske studier og ekspert i indvandring, der kender Gud og hver mand, heriblandt tidligere præsident Jimmy Carter, en række siddende og tidligere præsidenter i Mellem- og Sydamerika (blandt andet Panamas nu fængslede eksdiktator Manuel Noriega og Nicaraguas Daniel Ortega) og flere eks-udenrigsministre og sikkerhedsrådgivere. Det blev et noget specielt besøg.

Dr. Millett er tidligere gæsteprofessor på Copenhagen Business School (CBS) og har i den kapacitet sørget for, at seks studerende fra CBS er kommet på udvekslingsophold på Southern Illinois University. Ikke for at lave græsrodsarbejde for Obama, som jeg skrev i seneste indlæg, men for andre ukendte demokratiske kandidater. Tre af dem mødte jeg fredag, hvor jeg sammen med Dr. Millett var til 'homecoming' i landsbyen Grantfork.

'Homecoming' er et lilleby-fænomen - primært i Midtvesten og i Syden - der foregår samme weekend hver sommer. Her kommer tidligere borgere hjem til deres fødeby og bliver hyldet med en festmiddag og en parade, hvor det frivillige brandvæsen, krigsveteraner, gymnasiets marchorkester og såkaldte 'floats' - vogne dekoreret med udgangspunkt i et tema, trukket af traktorer, pickups eller havetraktorer, hvor børn i kostumer sidder og kaster slik ud til andre børn, eller hvor byens 'prom queen' sidder i sit største skrud (billedet). En lille stykke amerikansk kultur, som man kun sjældent får lov at opleve.

Lørdag skulle jeg så interviewe Richard Millett og et par andre, som, han mente, kunne være interessante for mig at tale med. Troede jeg. For de andre meldte afbud i sidste øjeblik, og så ændrede Dr. Millett planen, så vi i stedet tog til åbningen af et lokalt valghovedkvarter for en demokratisk kandidat til Repræsentanternes Hus, som de danske udvekslingsstuderende skal arbejde for. Selv om det ikke helt var det, jeg havde i tankerne, var det dog en sjov oplevelse at se amerikansk politik udfolde sig på dette niveau. Til sidst fik jeg dog mit interview med Dr. Millett, mest fordi jeg insisterede, og samtidig fik jeg telefonnumre på en række andre eksperter, som jeg kan interviewe over telefonen på et senere tidspunkt, så helt spildt var besøget nu ikke.

Resten af weekenden tilbragte jeg i Mississippi. Nærmere bestemt byen Cleveland, hvor jeg boede hos Paul Kossman, en 63-årig advokat og Servas-vært. En noget anderledes Servas-oplevelse end de andre, må jeg tilstå. Huset var møgbeskidt - "jeg er ikke god til at holde huset rent", havde Paul advaret mig om, inden jeg kom, og jeg må give ham ret - og Paul var en speciel type. Han talte meget langsomt og lavt, og selv om han var utrolig flink og gæstfri, anede jeg et iltert temperament under overfladen.

Paul gav mig en guidet tur rundt i Cleveland, og det var noget af en øjenåbner. Selv om der er sket mange fremskridt siden 60'erne, hvor racisme var noget, man praktiserede åbent i byer som Cleveland, var der tydelige spor af fortiden. Byen er delt i to af Highway 61 (som Bob Dylan udødeliggjorde med sit legendariske album 'Highway 61 Revisited'). I den vestlige del bor den hvide middelklase. I den østlige del bor den sorte middelklasse. Den eneste vej, der går igennem både den hvide og sorte bydel, skifter navn, når den skærer Highway 61. Det skulle jo nødig hedde sig, at man som hvid deler vej med sorte ... Midt imellem - i en slags bufferzone - bor de fattige, som udelukkende er sorte, i noget, der bedst kan karakteriseres som skure. I velhaverkvarteret i den nordlige del bor der kun ét sort par - byens dommer.

Det paradoksale er, at denne adskillelse er mere eller mindre selvvalgt. Ingen hvide sætter deres fødder i den sorte bydel og omvendt. Der er nogle hvide børn i de sorte skoler - og sorte børn i hvide skoler - men ellers er der ifølge Paul ikke den store interaktion mellem de to grupper. Flytter der nogle sorte ind i et kvarter, varer det ikke længe, før hvide flytter. Ifølge Paul er der dog sket en holdningsændring, så hvide nu ikke længere ser ned på sorte som før i tiden, hvor for eksempel kun den hvide bydel havde asfalterede veje, men i praksis eksisterer der to parallelle samfund i byen.

Det har været fascinerende at opleve disse småbyer i det, der med et snobbet udtryk bliver kaldt for 'flyover states' - stater man flyver over for at komme til 'rigtige byer'. Det er her, man får indsigt i, hvad 'rigtige' amerikanere tænker og føler - hvad enten disse tanker og følelser er baseret på fordomme, traditioner eller virkeligheden.

Når jeg på torsdag forlader Smyrna, er det med kurs mod Denver. Tre dages uafbrudt kørsel, før det gælder Demokraternes konvent i Denver. Jeg har fundet en Servas-familie at bo hos og skaffet mig kontakt til andre Servas-medlemmer, der arbejder i forbindelse med konventet. Fortsættelse følger.

Korrespondent-kvaler

Livet som korrespondent indeholder lige så meget lort som lagkage, må jeg indrømme. Men jeg er nok også mere et røvhul end bager ...

Omvæltningen fra turist til arbejdende reporter på landevejen har været større end forventet. Nu var jeg lige kommet ned i gear, så det har været lidt svært at hive sig selv op ved hårrødderne og indtage journalistrollen igen. Men der er ingen vej udenom - selv om der ellers er nok overspringshandlinger at gøre brug af. For der skal vaskes tøj. Der skal findes overnatningssteder for de kommende dage. Der skal skrives mail til Servas-værter. Og når man, som jeg gør i øjeblikket, bor på et motel ved motorvejen, skal man også køre et stykke i bil for at få noget at spise. Resultat: Tiden flyver.

"Bu-hu - tør øjnene, tudemarie," tænker I sikkert. Og lidt om snakken er der da også. For jeg ved godt, at det trods alt er federe at ture rundt i det store udland end at hænge fast i den daglige trummerum med det sædvanlige, dårlige danske sommervejr. Det var nu bare sjovere, da vi var to og kun skulle tænke på, hvad næste ferieoplevelse skulle være. Og det er nu engang også federe at have nogen at dele sine oplevelser med.

Min første arbejdsopgave var en reportage fra byen Peoria, som ligger tre timers kørsel sydvest for Chicago. Hvorfor, og hvad der kom ud af den, kan I læse i metroXpress i den nærmeste fremtid. (Ja, ja - lidt reklame for mine egne ting, er vel tilladt?). I stedet kan I dog få en lille indføring i mine oplevelser med at lave reportagen.

Det første, der slår én, når man spørger ind til folks holdninger til, tanker om og interesse for valget, er, hvor lidt det egentlig rager dem på nuværende tidspunkt. Der er lang tid til november. Der er sågar nogle, der ikke aner, at Hillary Clinton ikke længere er en del af valgkampen. Jeg ved måske nok mere om præsidentvalget (og amerikansk politik i det hele taget) end gennemsnitsdanskeren, men selv om jeg godt vidste, at mange amerikanere lider af akut politisk apati, troede jeg nu alligevel, at valget fyldte mere i folks bevidsthed.

Det næste, der slår én, er, hvor reserverede flere amerikanere er over for journalister. Jeg har mødt flere, der ikke ville interviewes om valget, fordi de var bange for at 'fremstå som idioter', som en formulerede det. Også selv om det er til en dansk avis, som de aldrig kommer i nærheden af at læse, hvis læserskare de ikke kender, og som ingen af deres familie, kolleger, venner eller bekendte vil have den fjerneste anelse om, at de er citeret i, hvis de udtalte sig.

En del af forklaringen er, at mange som nævnt ikke følger med i valgkampen endnu. Men det er ikke hele forklaringen. En mere væsentlig del af forklaringen er, at mange ikke engang kan sætte ord på, hvilke politiske emner der betyder noget for dem. Og det undrer mig. Jeg mener, der er sgu da nok at tage af: Irak-krigen, den skrantende økonomi, dårlige skoler, et pensionssystem der er ved at gå fallit osv. Det meste, de kan svinge sig op til at sige, er, at de ønsker 'change' - forandring. Lyder det bekendt?

'Change' er Barack Obamas valgtema. Langt de fleste foretrækker da også Obama frem for John McCain. Ikke fordi de nødvendigvis ligger på linje med hans politik, for de har forbavsende svært ved at sige, hvad han står for, men fordi han er et friskt pust - og så er Obama selvfølgelig også her fra Illinois.

På trods af alt dette påstår alle dog, at de skam har tænkt sig stemme - hvilket nok er løgn, for valgdeltagelsen ligger normalt på 55-60 procent - og at de nok også vil følge lidt mere med i valgkampen senere hen, når de 'ikke har så travlt', som en ung universitetsstuderende(!) formulerede det. Travlt? Det er midt i sommerferien! Man må undres over, at et land, der - på nogle punkter med rette - bryster sig af have verdens mest gennemdemokratiserede samfund, har så mange vælgere, der ikke gider deltage i processen.

Selv om jeg stadig mangler at få fat i en enkelt kilde eller to, skal reportagen nok blive o.k. Men jeg skal nok revurdere min opfattelse af, hvor 'nemt' det er at få folk i tale bare ved at henvende sig til dem på gaden. Det tager simpelthen for lang tid at opdrive nok folk, der ikke alene vil tale med én, men også kan sige noget brugbart.

Efter min tredje overnatning her i Peoria drager jeg i morgen videre mod St. Louis, Missouri. Her har jeg en interviewaftale med en professor, der er ekspert i Latinos og indvandring (den ulovlige af slagsen). Han har tidligere været gæsteunderviser på Copenhagen Business School og har i øjeblikket nogle danske udvekslingsstuderende fra netop CBS på besøg. Jeg talte kort i telefon med den ene af dem i går, og hun fortalte, at de skulle arbejde som græsrødder for Obama. Det håber jeg at komme til at tale meget mere med dem om, når jeg ankommer i morgen. Fortsættelse følger.

Solotur på cruise control

Så er ferien slut. For få øjeblikke siden satte Jens kursen mod Danmark efter tre begivenhedsrige uger i USA. Om få øjeblikke forlader jeg også Chicago og drager i stedet mod Peoria i det sydlige Illinois.

Det bliver "interessant" at køre alene i Hævneren uden Jens som navigatør, men med fartpilot og brede motorveje burde det være en smal sag. Også selv om det er nogle enorme afstande, der skal tilbagelægges. Det forholder sig nemlig sådan, at jeg mod forventning er blevet akkrediteret til Demokraternes konvent i Denver, som finder sted fra mandag den 25. august til torsdag den 28. august. "Problemet" er dog, at jeg skal være i Atlanta til og med fredag den 22. august, hvor jeg har nogle interviewaftaler på plads. Det betyder, at jeg kun har to dage til at køre de 2300 kilometer fra Atlanta til Denver, da jeg skal hente mine akkrediteringer senest søndag eftermiddag. I øjeblikket arbejder jeg dog på at flytte mine aftaler i Atlanta, så jeg allerede kan køre vestpå torsdag.

Allerede nu har vi tilbagelagt over 3000 kilometer i Hævneren. Mange af dem blev tilbagelagt, efter vi forlod Sullivan-Durand-familien (øverste billede) i New Hampshire i fredags. Derfra gik turen igennem det naturskønne Vermont og staten New York, hvor vi lige svingede forbi Niagara Falls ved den canadiske grænse, når nu vi alligevel var i området. Disse enorme vandfald var en mindst lige så stor oplevelse denne gang, som de var, da jeg så dem første gang for otte år siden.

Lørdag gjaldt det en af de ting, som jeg personligt havde glædet mig allermest til. NFL's Hall of Fame i Canton, Ohio. Hall of Fame hylder professionel amerikansk fodbolds største stjerner gennem tiderne. Hvert år bliver en 5-7 tidligere stjerner stemt ind i Hall of Fame, hvor de får lavet en buste, som bliver udstillet for tid og evighed. For en passioneret NFL-fan som mig var det et rent Slaraffenland. Og var det ikke, fordi Jens ikke deler min interesse for NFL, og fordi vi skulle være i Chicago lørdag aften, kunne jeg sagtens have tilbragt hele dagen der.

At komme til Chicago var dog heller ikke helt skidt. Byen har nogle imponerende skyskrabere, hvoraf Sears Tower nok er den mest kendte. Sears Tower er USA's højeste bygning (indtil videre, for der er allerede to skyskrabere på vej, som bliver endnu højere), og udsigten fra 103. etage er storslået, skal jeg hilse og sige. Skyskraberne i Chicago er ikke alene høje. De er også generelt væsentligt mere interessante rent arkitektonisk end for eksempel New Yorks.

I Chicago har vi igen benyttet os af Servas, og jeg må sige, at det fortsat er en fornøjelse. Lørdag boede vi hos Jeff (næstøverste billede), en 45-årig salgsdirektør for et japansk legetøjsfirma. Jeff boede i en stor lejlighed på Racine Avenue lidt nord for downtown. Filmelskere vil måske kunne nikke genkendende til gadenavnet. Det var på denne gade, Sean Connery's figur i 'The Untouchables' boede, og Jeffs lejlighed mindede faktisk lidt om lejligheden i filmen. Jeff har tidligere arbejdet for Lego i 10 år og var vild med Danmark. Især de smukke danske kvinder.

De seneste to nætter har vi boet hos Lars og Cara (næstnederste billede) på hhv. 28 og 27 "midt i hjertet af centrum" af Chicago, som Dorte Fals fra DR2 ville udtrykke det ... Deres lejlighed ligger i the Loop, så det bliver faktisk ikke ret meget mere centralt end dette. Det betyder dog også, at der er en del larm fra gaden og ikke mindst fra de mange højbanetog (elevated trains eller bare 'the L'), som er et af Chicagos varemærker.

Lars og Cara er tyskere, som først for nylig er flyttet til USA. Cara har dog en amerikansk mor, så hun taler amerikansk uden accent - modsat Lars. De er begge kristne, og i går tog de os med til et herberg på Chicagos West Side (nederste billede). Her laver de en gang om måneden mad til omkring 40 hjemløse sammen med andre frivillige fra en kristen organisation, der hedder Breakthrough. West Side er et af byens barske områder. Cirka 95 procent af indbyggere er sorte, og der er en del bandekriminalitet. Kort sagt et område, som man som turist bliver frarådet at tage til - ikke mindst efter mørkets frembrud.

At se nogle velgørende mennesker kaste lidt lys over skyggesiden af USA og endda selv aktivt tage del i det var en inspirerende oplevelse. "I can't sing your praises enough. Thank you, thank you, thank you," lød det fra en af beboerne, efter at vi havde serveret grydesteg, kartoffelmos og grøntsager. Så bliver man sgu lidt rørt.

Uden at det skal opfattes hverken blasfemisk, eller som om jeg har fået en vækkelse, så var det faktisk ikke eneste gang, vi var i kontakt med kristne, mens vi har været i Chicago. Søndag drog vi nemlig til gudstjeneste i Trinity United Church of Christ på South Side Chicago, byens måske værste område.

Hvorfor dog det, spørger I måske? Tja, det var denne kirke, Barack Obama var medlem af, indtil videoklip af kirkens tidligere præst Jeremiah Wright begyndte at cirkulere. I klippene kalder han USA for "United States of White America" og karakteriserer det hvide Amerika som 'morderisk', 'korrupt' og 'racistisk', og da Obama ikke straks tog afstand fra sin præst, brød helvede løs. Læs mere her: http://www.metroxpress.dk/dk/article/2008/04/04/08/2035-66/

Til sidst blev Obama nødt til at distancere sig fra kirken, så i dag er han ikke længere medlem. Jeg ville dog gerne ved selvsyn se, om prædikenerne i Trinity virkelig er så polemiske, som de blev gjort til i den amerikanske presse. Det er de ikke, ved jeg nu. I hvert fald ikke den, vi oplevede i søndags under den 2 timer og 40 minutter lange gudstjeneste. Jeps, det tager 2 timer og 40 minutter, en del 'Praise the Lord's, endnu flere gospelsange og bønner at komme igennem en gudstjeneste i en sort kirke. Jens vakte i øvrigt så stor opsigt, fordi han var hvid, at en lille sort pige tog et billede af ham med sin mobiltelefon ...

Nu venter der fire uger på farten, hvor det primære mål er at rapportere fra valget. Ikke mere sightseeing. Ikke mere talen dansk. Men garanteret flere fede oplevelser. Fortsættelse følger.

Tættere på amerikanerne

"Amerika ville være et skønt land, hvis ikke det var for alle de amerikanere," har en klog mand (læs: mig) sagt et par gange. De ord æder jeg igen. I hvert fald har de seneste par dage vist noget andet. Vi er nemlig begyndt at bruge vores medlemskab af organisationen Servas, så vi nu bor privat, og gæstfriheden har været enorm.

I øjeblikket bor vi lidt uden for Hopkinton i den nordøstlige stat New Hampshire, hvor lægeparret Lynn (i dette tilfælde er Lynn navnet på en mand) og Jane, deres 16-årige søn Wes, niårige datter Naomi og labradoren Pilot agerer værtsfamilie. Familien bor i et enormt hus - to huse fra statens demokratiske guvernør, John Lynch. Jo, jo! Vi har lige fået vores første hjemmelavede måltid, siden vi landede i dette fast food-helvede af et land for to uger siden, og Jane har sagt, at hun vil lave morgenmad til os i morgen. Glæder os allerede.

Det er anden gang, vi bor hos Servas-værter på denne tur. Debuten kom i søndags, hvor vi ankom til Somerville lidt uden for Boston. Her havde Kasey, en 45-årig ingeniør, sagt ja til at have os boende i tre dage. Det blev til flere interessante samtaler om politik, rejser, Danmark vs. USA og - ikke mindst - baseball. Lynn, Jane og Wes er også meget ivrige efter at tale politik og forskelle mellem vores to lande - især hvad angår sundhedssystemet. Naomi er mere til strikning og pc-udgaven af 'Guitar Hero' ...

Boston viste sig at være en hyggelig by. Mandag tog vi en såkaldt 'duck tour' - en guidet tur rundt i byen i et amfibie-køretøj fra Anden Verdenskrig, hvis forkortelse under krigen var DUKW eller 'duck' (deraf navnet). Det lyder alternativt - og var det også. Chaufføren var halvt guide, halvt komiker, men det var en meget skæg måde at opleve byen på og lære om dens lange historie. Og så er det jo heller ikke hver dag, man prøver at køre i et amfibie-køretøj ...

Tirsdag var vi i John F. Kennedy Library and Museum - en kolos af en bygning dedikeret til USA's 35. præsident og de tre år, han nåede at lede landet. Utroligt interessant (læsere af denne blog vil begynde at ane, at vi har en vis forkærlighed for præsidenter, men det er vel ingen overraskelse ...)

Det store højdepunkt under Boston-besøget var imidlertid Coldplay-koncerten mandag aften. Den foregik i TD Banknorth Garden, hvor basketball-holdet Boston Celtics har hjemmebane. En kæmpe arena, som var fyldt til bristepunktet. I øvrigt så vi Hollywood-stjerne nummer to under koncerten, for fru Chris Martin, Gwyneth Paltrow, var selvfølgelig til stede. Salen gik helt amok, da hun ankom. New England Patriots' quarterback, Tom Brady, var også til stede, men ham så jeg ikke.

Før vi indtog Boston, var vi - som jeg nævnte i seneste indlæg - i Jersey City for at mødes med Anne og Jacob for at sige tak for lån af lejligheden. Det blev til en hyggelig aften i Meatpacking District - et af New Yorks mest hippe kvarterer - hvor vi først spiste en god middag og siden indtog mojitos og gin tonics på en tagbar med udsigt over en stor del af nedre del af Manhattan. Senere gik turen til baren 'Hogs and Heffers', som dannede inspiration til filmen 'Coyote Ugly'. Til de af jer, der ikke kender den film, kan jeg sige, at det involverer kvindelige bartendere i sparsom beklædning, der danser på baren og sviner gæsterne til verbalt. Et koncept, der holder 100 procent.

Inden vi ramte Jersey City, var vi et smut i Philadelphia. Vi havde ikke mere end et par timer i byen, så vi nåede kun lige at få et hurtigt kig på Independence Hall og Liberty Bell. Og så skulle vi selvfølgelig lige en tur hen forbi byens kunstmuseum. Ikke fordi vi skulle se på malerier og skulpturer, men fordi der er en berømt trappe. Jeps, den trappe, som en vis Rocky Balboa løb op ad i 'Rocky'-filmen. Og selvfølgelig er der en statue af Rocky-figuren ved siden af trappen. Gad vide, hvordan museumsdirektøren har det med, at der kommer flere turister til museet på grund af en fiktiv figur end på grund af kunstskattene inde i museet?

I morgen skal vi ud og se lidt af den skønne natur, der kendetegner New Hampshire. Wes skal først slå græs i fire en halv time (og ja, det er én græsplæne, hvilket siger lidt om, hvor store husene og haverne er i dette område), men når han er færdig, har han lovet at vise os nogle smukke pletter. Det skal dog lige siges, at det har stået ned i stænger hele dagen. Det ødelagde lidt vores dag, for vi havde planlagt en scenisk køretur op langs Massachusetts' kyst. Den blev nu mere våd end scenisk. Til gengæld fik vi prøvet at spise en hummer på en restaurant i fiskerbyen Gloucester - kendt fra filmen 'The Perfect Storm'. Vi håber på bedre vejr i morgen. Fortsættelse følger.

Top-5

Som en lille bonus kan jeg lige delagtiggøre jer i de fem mest populære ting, der kommer ud af og ind i munden på os herovre:

Top-5: Udtryk
1. "Hold kæft, hvor jeg sveder." (Jeppe)
2. "Hold kæft, hvor du sveder." (Jens)
3. "Sorry?" (Os begge til de overraskende mange amerikanere, der ikke taler et forståeligt engelsk. Typisk efterfulgt af et "hvad siger han?" henvendt til den anden, der må svare tilbage med et "jeg fatter heller ikke en brik".)
4. "Jeg har megaondt i mine fusser." (Os begge. Vi har dæleme fået travet nogle kilometer efterhånden.)
5. "Skandale!" (De af jer, der kender både Jens og mig, ved, at dette bruges jævnligt af os begge om stort set alt - herovre mest om vores bilproblem, om de mange, overvægtige amerikanere vi ser på vores vej, om den ulidelige varme, om alle de gange vi kører forkert, er gået forgæves osv.)

Top-5: Mad og drikke
1. Friturestegt mad.
2. Mad, som har været på panden og sejler i fedt.
3. Mad i så kæmpe portioner, at vi har måttet levne mere, end vi spiste.
4. Sam Adams - en amerikansk øl, som faktisk smager godt. De findes altså! Dette skal dog ikke tolkes, som om at vi drikker mange øl, for det gør vi faktisk ikke. Ama'r!
5. "Breakfast for champions" - fås i flere afskygninger, blandt andet i form af peanuts og cola, løgringe, pommes frites, kold pizza eller en Whopper fra Burger King. Sundt? Næppe!

På togt med Hævneren

Så skete det. Første 'skandale' er indtruffet. Sidste gang var det et mistet pas, der skabte ravage i rejseplanen. Denne gang er det vores lejebil, der har skabt mere sved på panden, end selv de 35 grader, som vi slås med dagligt, har formået. Eller rettere - vores manglende lejebil.

For da vi i lørdags skulle hente bilen i Jersey City for at begive os mod Washington D.C., blev ekspedienten noget paf, da han fandt ud af, at vi havde tænkt os at bevæge os uden for New Jersey-området. Det måtte vi skam ikke, lød det bestemt, selv om der intet stod om denne begrænsning på biludlejningsfirmaets hjemmeside. Hvorfor han troede, at to danskere ville køre rundt i New Jersey i to måneder, må guderne vide. Men pludselig var gode dyr rådne, og vi måtte springe på et tog til hovedstaden i stedet.

I onsdags fik vi så endelig hjul på. Lejet i Arlington, lidt uden for Washington. Faktisk tror jeg, det var held i uheld, at der gik i den med den anden bil, for den her er både større og billigere, og så passer det også bedre ind i mine planer, at jeg skal aflevere den i Arlington, eftersom min tur jo alligevel slutter i Washington D.C.

Vores nye slæde er en sølvgrå Dodge Avenger, storebror til Dodge Neon, som Jens og jeg (og senere Troels og jeg) havde fornøjelsen af at køre rundt i, sidst jeg var i USA. 'Avenger' betyder 'hævner' på dansk, og den kører ganske glimrende, selv om den må trækkes med mig som chauffør. Jens har indtil videre været høflig nok til ikke at nævne noget om, hvor rusten en bilist jeg reelt er ...

Indtil videre har Hævneren bragt os fra Washington D.C. via Atlantic City til Gettysburg i Pennsylvania, hvor vi har base indtil lørdag. Herefter går turen tilbage til Jersey City, hvor vi skal mødes med Anne og Jacob, som nu er kommet tilbage fra ferie, og sige tak for lån af deres lejlighed.

Jeg er dog nødt til lige at stoppe op et moment og fortælle om Washington D.C. - selv om alle vel næsten kan regne ud, hvad vi har set, mens vi var der. Men for en 'West Wing'-afficionado som mig var det nu helt særligt at rende rundt i denne grandiose by. (For de af jer, der ikke ved, hvad 'West Wing' er, kan jeg fortælle, at det er en tv-serie, som jeg har set 117 gange på dvd, om en fiktiv amerikansk præsident, Jed Bartlet, og hans stab. På dansk hedder serien 'Præsidentens mænd'.) Det var skægt at gense Det Hvide Hus og the Old Executive Office Building (OEOB) udefra - at se Det Hvide Hus indefra er stort set umuligt. At gå rundt inde i og uden om Kongressen og Højesteret. At gå rundt i Foggy Bottom og området omkring Dupont Circle. At tage metroen fra Rosslyn, hvor præsident Bartlet bliver skudt, til George Washington University Hospital, hvor Bartlet bliver bragt til, efter han bliver skudt og at drikke bajere på 'Hawk and Dove', som andre af seriens figurer gør. (Ja, ja - jeg ved godt, det er ekstremt nørdet, men jeg er sgu ligeglad! Der er alligevel flere af jer, som læser denne blog, der er helt tossede med serien, så pas på, hvad I tænker ...)

Nu gik det ikke op i 'West Wing' det hele. Vi var også en tur på spionmuseum, hvor spionagens historie blev oprulleret. Meget interessant og meget gennemført lavet. Desuden var vi på Arlington-kirkegården, hvor John F. Kennedy og cirka 320.000 andre ligger begravet, og så var vi selvfølgelig en tur forbi alle de andre must-see turiststeder: Lincoln Memorial, Washington Monument, Jefferson Memorial, Roosevelt Memorial, Watergate-hotellet, Kennedy Center samt et smut i Georgetown. Opholdet blev sluttet af med et besøg på en fortræffelig restaurant på K Street - tak for det tip, Martin!

Jeg er også nødt til lige kort at nævne Atlantic City, for det er sgu et mærkeligt sted. Placeret helt ud til Atlanterhavet - deraf navnet på byen - er den for turister, hvad en lort er for fluer. Bedre bliver det ikke af, at gambling er lovligt. Det betyder, at den er som et mini-Las Vegas ... hvilket da også var derfor, vi tog dertil. Og ganske mod sædvane lykkedes det faktisk for os begge to at gå derfra med flere penge, end da vi kom. Småpenge, jovist - men alt tæller.

I dag har vi så bevæget os ind i landet til Gettysburg, Pennsylvania. Historiekendere vil vide, at det var her et af borgerkrigens største slag fandt sted. Vi tager en tur på slagmarken i morgen. I Hævneren, naturligvis. Fortsættelse følger.

Manhattan Madness

Farvel, New York - det har været en fornøjelse at betræde dine fortove, indsnuse din atmosfære, iagttage dine indbyggere, genopfriske gamle minder og skabe nye minder.

Fire dages trasken rundt på Manhattan har efterladt mine fødder i en sørgelig tilstand, som mærkes, så snart jeg slår øjnene op. Ømme fodsåler er blevet mit lod i livet. Til gengæld har vi så også fået set en masse.

Tirsdag stod den på Federal Hall, hvor der var en udstilling om Associated Press-fotografernes dækning af amerikanske præsidenter gennem tiderne, og Sports Museum of America.

Onsdag mødtes Jens og jeg med en af Jens' kolleger fra Nyhedsavisen, Morten, og hans veninde Cecilie. Om aftenen var vi ude at spise på Peter Luger, en restaurant i Brooklyn, hvor vi såmænd stødte på skuespilleren John C. Reilly. Efter dette lille kendis-rendezvous tog vi tilbage til Manhattan, hvor vi mødtes med en anden fra Nyhedsavisen, Kaare, som er bosat herovre.

Torsdag var præget af tømmermænd, så vi nøjedes med at vade rundt på Lower East Side, i Soho og i Greenwich Village, før vi endte på en bar tæt ved New York University. "Let me know when the party starts, and you're ready for some shots," lød det kækt fra servitricen. Frisk pige. Vi nøjedes dog med et par øl, før det var hjem i seng.

Fredag - vores sidste dag i New York - brugte vi på shopping på Fifth Avenue, en tur omkring Times Square og afslapning i Central Park, før vi om aftenen var til koncert med Victor Lewis Quintet på den berømte jazzbar Village Vanguard. Om få minutter overtager en af Annes tidligere kolleger lejligheden, og vi begiver os ud på vores road trip i en endnu ukendt amerikansk slæde. Det er lidt vemodigt at sige farvel til denne luksushybel. Især er vi blevet meget begejstret for deres tv-pakke, hvor man selv kan bestemme, hvad man vil se, og hvornår man vil se det.

Nu går turen mod Washington D.C. Fortsættelse følger.

Værelse med udsigt

Tænk sig at vågne op med udsigt over Manhattans skyline hver dag. At have dørmænd i lobbyen, at kunne hente New York Times uden for døren og gå i poolen med udsigt til Frihedsgudinden. Det kan Anne og Jacob - og i øjeblikket kan jeg også. Hvis det stod til mig, kom jeg aldrig hjem igen!

Efter en tur på 16 timer, som blandt andet indebar en forsinket afgang fra Washington D.C. til New York, ankom jeg klokken 22.30 i aftes lokal tid til Jersey City, hvor Jens og jeg indtil på lørdag vil være som Jepper i baronens seng. Vi har nemlig lånt Anne og Jacobs fantastiske lejlighed på New Jersey-siden af Hudson-floden. Anne, som vi har gået på journalisthøjskolen sammen med, og hendes mand, Jacob, der er Supply Chain Manager hos danske Bodum, tog i morges på ferie i en uge på Aruba, og Jens og jeg har lovet at passe godt på deres hjem i mellemtiden. Lejligheden ligger i et kæmpe kompleks med 37 etager, og ud over pool og dørmænd er her fitness center, business center og en masse andre ting.

Der er såmænd ikke så meget andet at berette endnu. Ville bare lige åbne min blog med at slå fast, at jeg er kommet godt herover. Nu kalder New York, New York - the city so nice they named it twice. Fortsættelse følger.